Referencer

Mit hemmelige våben

”Før jeg fik kendskab til cyklusforståelse, havde jeg vildt mange smerter på første og anden dag af min menstruation. Jeg var helt smadret, og nogle gange kastede jeg op. I de sidste fire-fem dage op til min menstruation var jeg også i utroligt dårlig humør, nærmest depressiv.

Da jeg først hørte, at man kan slippe af med de depressive dage og menstruationssmerterne, var jeg ret skeptisk. I dag må jeg konstatere, at det kan man. Det kunne jeg i hvert fald. Men cyklusforståelse har givet mig meget mere end det. 

Det har gjort mig gladere for at være kvinde – jeg kan lide den udviklingsmulighed, jeg har boende i mig. Jeg synes, det er genialt at bruge den til fysisk og psykisk udvikling, og i grunden er det mærkeligt, jeg ikke har tænkt over det tidligere. Jeg tænker nu på den som mit hemmelige våben, der giver mig det her reservoir af ekstra energi og viden om min indre rytme – og jeg sætter virkelig pris på svingningerne og forskellighederne. Det hjælper mig til at være ok med at være, som jeg er.”

Louise Lyngfeldt Gorm Hansen, 36 år, ph.d. i videnskabs- og teknologistudier.

Cykluslog viser mig mine grænser

”Jeg er bedre i kontakt med mit energiniveau fra dag til dag, når jeg laver mit lille daglige tjek ind med Cykluslog. Jeg har generelt et højt energiniveau, jeg elsker mit arbejde og kan i det hele taget godt lide at have gang i mange projekter.

Jeg har en tilbøjelighed til at synes, at alt er sjovt, og sige ja til det hele, men hvis jeg ikke respekterer, at jeg har behov for temposkift, ender jeg typisk med at blive gnaven og sove dårligt om natten.

Det at føre cykluslog hjælper mig til at mærke mine grænser, så jeg ved, hvornår jeg skal ned i gear. Når jeg gør det, fungerer jeg langt bedre professionelt, som mor og som partner.”

Dorte Frandsen, 49 år, jurist

Min høje sommerenergi skal prioriteres

”Jeg er blevet opmærksom på, hvor stor betydning det har, at jeg laver noget, jeg nyder, i tiden omkring ægløsning. Jeg har genopdaget min kærlighed til dans, og især i tiden omkring ægløsning nyder jeg virkelig at danse – ofte bare for mig selv hjemme i stuen. Jeg har også fundet ud af, at det er vigtigt for mig at prioritere min høje energi her og handle på det, der virkelig betyder noget for mig i denne fase. At forstå min cyklus gør, at jeg hviler i mig selv med alt, hvad jeg rummer.”

Dahlia Dudas, 28 år, arkitektstuderende’

Jeg dømte mig selv ude

”Før jeg begyndte at beskæftige mig med min cyklus, brød jeg mig ikke om tiden op til menstruation. Jeg havde en oplevelse af at være en slags fejlversion af mig selv og kunne dømme mig selv helt ude her.

Jeg er blandt andet mere sensitiv i denne fase af cyklus. Det er, som om mit filter er tyndere. Jeg er langt mere følsom over for andre menneskers sindstilstande og – ikke mindst – over for støj. Jeg synes bilerne larmer mere, og butikker med musik og mange mennesker holder jeg mig gerne væk fra. Jeg foretrækker klart naturen frem for stormagasiner på det her tidspunkt.

At kende til faserne i cyklussen og praktisere cykluslog har givet mig en meget større selvaccept og rummelighed i forhold til mig selv – også i tiden lige op til menstruation. Og det smitter, for jeg oplever samtidig, at jeg er langt mere rummelig over for andre.”

Kirstina Stenager, 35 år, projektleder og sociolog

At finde hjem til noget jeg kender

”Det at kende til de fire faser i menstruationscyklussen føles som at finde hjem til noget, jeg kender. Samtidig er det et meget håndgribeligt værktøj, som hjælper mig til at leve mit liv på en måde, der gør mig glad.”  

Hanne S. Brøgger, 36 år, jordemoder 

Bedre til at favne foranderligheden

”Jeg hørte om cyklusforståelse, da jeg var 45 år og i begyndende overgangsalder. Jeg er stadig i overgangsalderen, og det har betydet alverden for mig at kende til cyklussens iboende faser i denne del af livet.

Jeg er ganske enkelt blevet bedre til at favne foranderligheden og er ikke bange for overgangene i livet længere. Tværtimod er jeg stolt over de forandringer, jeg gennemgår som kvinde, og jeg føler mig mere vis, fordi jeg laver det indre arbejde, som de lange perioder i indre efterår kalder på.”

Pernille Fournais, 52 år, cand.merc. og psykoterapeut 

Jeg troede det var meningen, at man skulle have smerter

”Tidligere var tiden omkring menstruation den hårdeste for mig. Jeg havde smerter og tænkte egentlig, at det nok bare var naturligt. Det har hjulpet mig meget alene at tænke på denne fase som et sted, hvor der er noget godt at hente. Jeg skælder ikke længere mig selv ud over, at min energi føles anderledes på det her tidspunkt. Det i sig selv er en stor lettelse. Jeg kan fornemme en kontakt til sider af mig selv, jeg ikke har tilgang til på andre tidspunkter af cyklussen – som om der er blevet løftet et slør til mit indre, og jeg nu kan forstå det og rumme det.”

Dea Maria Moghaddam, 27 år, akupunktør 

I integritet

”I arbejdet med Cyklusforståelse har mit største fokus været at holde pauser under menstruationen. Jeg er begyndt ’at bløde på’ de udfordringer, jeg står i, og har fundet ud af, at jeg ikke behøver at fikse det hele og handle lige med det samme. Når jeg tager pausen, oplever jeg, at jeg tuner ind på mig selv, og at mine handlinger dermed bliver mere integrerede med mine værdier.”

Christina Guldberg, 43 år, biolog og yogalærer

Jeg kan tydeligere mærke, hvad der er rigtigt at gøre

”Det har klart givet mig en større rummelighed over for mig selv at acceptere, at jeg fungerer forskelligt på forskellige tidspunkter af cyklus. Når jeg går ned i gear og indstiller mig på at modtage under menstruationen, mærker jeg virkelig effekten. Det er, som om jeg får en forbindelse til min sjæl, og jeg kan tydeligere mærke, hvad der rigtigt for mig.” 

Karen Lilleør, 41 år, cand.scient. og projektudvikler

At klæde sig efter årstiden

”Jeg har været typen, der i overført betydning har gået i sommerkjole hele året. Nu hvor jeg forstår min cyklus, klæder jeg mig på efter mine indre årstider. Hold da op, livet er nemmere, når man klæder sig efter årstiden.”

Birgitte Gorm 44 år, psykolog, ph.d.