Katrine Birk: Cyklussen har lært mig, at der er guld i også at være indadvendt og tilbagetrukket

I det her interview kan du møde skønne Katrine Birk, iværksætter, forfatter og holistisk behandler. Læs med og få indsigt i, hvordan hun bl.a. bruger cyklussen som reminder om vigtigheden af at være mindre på og mere indadvendt.

Hvornår blev du opmærksom på at bruge din cyklus til din fordel?

Jeg har i en del år beskæftiget mig med kinesisk medicin, som jo også beskriver forskellige faser i cyklussen. Men det var især efter jeg blev mor, jeg fik øje på cyklussen som en force og ikke bare noget irriterende i form af en månedlig blødning.

Jeg begyndte at mærke min egen krop, at cyklussen tilbyder forskellige faser, og at der er nogle tidspunkter med mere energi og udadvendthed, mens andre byder på mere indadvendthed. Og jeg kunne mærke, at når jeg ærer det, flyder med det og ikke prøver at presse noget igennem, så er der både styrke og vigtige budskaber i hver fase af cyklussen. Jeg mærker også, at når jeg tillader både en udadvendt fase og en indadvendt fase i mit liv, så kommer der mere balance både i mit indre og ydre liv.

Hvordan havde du det med din cyklus før det?

Jeg tror, jeg havde ret meget modstand på min cyklus – og var langt mere disconnected til min krop. Jeg oplevede ofte irritation over min krop.

På papiret levede jeg sundt. Men jeg tvang min krop ud over egne grænser – og det er jo i bund og grund ikke særlig sundt. Så jeg endte med at være træt og drænet. Jeg har en ret høj doing-energi. Jeg elsker at være i gang og få noget ud af det, jeg laver. Men jeg havde også lidt den selvopfattelse, at det eneste rigtige var at være fyldt med energi og overskud og være super udadvendt hele tiden.

Cyklussen har lært mig, at der er guld i også at være indadvendt og tilbagetrukket. Jeg kan sagtens gå ud og være enormt udadvendt – men jeg brænder ud på den lange bane, hvis ikke jeg også har fasen, hvor jeg putter mig og bliver mere hjemme.


Hvordan helt konkret bruger du din viden om cyklussens faser i din hverdag?

De første dage af menstruation og dagene op til får jeg så meget forærende, hvis jeg aflyser alt, hvad jeg kan af aftaler.

Jeg sørger også for – så vidt muligt – at planlægge min tid efter min cyklus. Fx prøver jeg at undgå at planlægge undervisningsdage i perioden lige op til eller i starten af min menstruation. Det kan ind imellem være svært, hvis undervisningsdagene ligger langt ude i fremtiden og cyklussen ændrer sig lidt. Så når det alligevel støder sammen kan jeg fx finde på at booke en gæstelærer ind, så jeg får en lille pause i løbet af dagen.

Tidligere havde jeg også en idé om, at når jeg underviste, skulle jeg altid være super udadvendt. Men jeg har lært nu, at den sårbarhed og indadvendthed, der er i indre efterår og indre vinter, kan noget helt særligt i kontakten med dem, jeg underviser. Så faktisk prøver jeg at flyde med sådan som jeg har det og undervise derfra. Det er lidt ligesom, hvis jeg har sovet dårligt. Det duer ligesom ikke at prøve at ’fake det’ – jeg kan ligeså godt omfavne det.

Det skal ikke lyde som tiden op til og under menstruation er en sygelig og sengeliggende periode. Det er det overhovedet ikke. Jeg har bare mindre lyst til at være meget ude og på i den periode.

Omvendt ved jeg også, at jeg i ægløsningsperioden kan mere. Jeg oplever også ofte et stort kreativt flow der. Fx er det et rigtig godt tidspunkt for mig til at optage film. Det er ligesom, jeg har mere energi til at være på i den fase.

Hvad giver det dig at have den viden?

Det giver mig en kæmpe styrke. Jeg føler mig ganske enkelt powerful som kvinde og tænker ”kæft hvor er det egentlig spændende, at have den krop jeg har.” Mit liv bliver meget mere i flow og cyklusser. I stedet for at jeg tror at noget skal være konstant – for det er der jo ikke noget, der er alligevel. 

Hvad er det bedste ved at have en menstruationscyklus?

På en eller anden måde det powerfulde i at mærke naturens cyklus inde i mig. Det giver mig en bedre kontakt til naturen udenfor mig også. Men det er jo også – down to earth – cyklussen, der gør at jeg kan skabe børn. Det er da totalt vidunderligt. Ikke at jeg skal have flere børn, men mine børn er skabt af den cyklus. Sejt. 

Hvilket tidspunkt i din cyklus er du lige nu mest vild med - og hvorfor?

Det er svært at sige. Faserne kan noget alle sammen. Lige nu er det nok forårsfasen. Jeg elsker den der spirende energi. Det er som om, jeg får øjnene op for verden igen efter vinterhi. Ligesom efter en lang vinter i Danmark – alle er jo bare glade på den første forårsdage. Der er noget helt vildt skønt og spændende ved den fase lige nu, synes jeg.

Hvilket tidspunkt i din cyklus synes du lige nu er det mest udfordrende -
og hvorfor?

Jeg synes, det kan være udfordrende i dagene lige op til menstruation, hvis jeg ikke får givet mig selv den hvile, jeg har brug for. Jeg bliver bare så smadret. Udfordringen er at slukke og lukke med god samvittighed.

Vores samfund er jo ikke indrettet sådan, at vi bare lige trækker stikket. Jeg er meget privilegeret ved at være selvstændig. Så jeg selv kan planlægge min tid, men jeg kan stadig mærke en lille indre hammer i hovedet, når jeg slapper af.

Det er lidt det samme, som jeg har oplevet her i en periode, hvor jeg var syg. Så lå jeg dér med lidt ubevidst dårlig samvittighed, indtil det gik op for mig, at det er sgu da OK at jeg trækker stikket. Og først der kunne jeg slappe rigtigt af og tillade mig selv at ligge og se film med min kæreste og mine børn. Men den der følelse af ’jeg burde’ kan virkelig stadig dukke op. 

Hvad har været den største aha oplevelse for dig, da du lærte om de fire
indre årstider?

Det tror jeg er, at der ikke er noget der er statisk. At jeg kan være i verden på forskellige måder afhængigt af, hvordan jeg har det og hvor jeg er i min cyklus. Da jeg var yngre ville jeg gerne bare gerne være en udadvendt type, der kunne snakke med alle folk. Det har været så godt for mig at acceptere, at det er jeg nogle gange. Andre gange noget andet. Det er OK. Og det er ok, at det forandrer sig.

Hvad ville du ønske alle vidste om deres cyklus?

Det er det her med, at vi er mange forskellige kvinder i løbet af en cyklus. Oplevelsen af, at de forskellige faser er forskellig fra kvinde til kvinde, og det er SÅ ok. Vi skal ikke være på en bestemt måde for at være ’gode’. Vi kan være på mange forskellige måder.

At det handler om at mærke, hvordan har jeg det i dag: Hvad siger min krop i dag?

Hvad gør du i forhold til prævention?

Jeg er så heldig at have en kæreste, der er blevet steriliseret. Det føler jeg mig meget privilegeret over. Før det brugte jeg en cykluscomputer.

............

Katrine Birk er forfatter til bogserien 'Tryk & glad', hvor hun formidler zoneterapi og akupressur til babyer, småbørn og kvinder.

Derudover er hun stifter og underviser på uddannelsen til 'Holistisk energiterapeut & Mentor', og 'Tryk & Glad Babymassage Instruktør' uddannelsen. Katrine Birk har beskæftiget sig med naturlig behandling i over 14 år. 

Du kan møde Katrine Birk på Instagram på @katrinebirk eller på Katrinebirk.dk

 

.......... 

Oplevelserne af at have en cyklus er lige så forskellige, som vi er kvinder. Ingen oplevelse er mere "rigtig" end en anden.

På Cyklusinstituttet er vi optaget af at udforske cyklussens væsen med åbenhed og nysgerrighed. Og af at vende det vi mærker (eller ikke mærker) til en fordel.

Derfor har vi snakket med en flok seje kvinder om deres cyklus. Hvad de elsker og hvad de er udfordret af. Hvordan de bruger deres cyklus og har det undervejs i den. Fordi vi synes samtalen og nuancerne er vigtige. 

Vi vil også gerne høre om din oplevelse af cyklussen. Skriv til os på hej@cyklusinstituttet.dk, hvis du vil bidrage. 

Cyklus Cyklussundhed Femte vitale tegn Harmoniske hormoner Indre efterår Indre forår Kvinde kend din cyklus Kvinde kend din krop Kvindesundhed Menstruationscyklus

Ældre indlæg