Dine indre årstider

De fleste af os genkender og anerkender den cykliske orden i naturen.

Især på vores breddegrader kender vi alt til årstiders forskellige kvaliteter, og vi anerkender behovet for alle faser i naturen: spiring, vækst, blomstring, høst og død eller hvile.

For at et æbletræ kan bære saftige, flotte æbler om efteråret ved vi, at det er nødvendigt med en periode om vinteren, hvor træet hviler. I den periode ser det ikke umiddelbart ud til at der sker noget. Men imens træet hviler, suger det næring. Et vigtigt afsæt for at det igen kan spire, blomstre og sidenhen bære frugt. 


For de fleste af os er det indlysende, at vi ikke kan regne med at et træ bærer frugt eller står med fine forårsblomster året rundt uden at det på den lange (og korte) bane får konsekvenser.

Men når det kommer til os selv og vores egen iboende cyklus, er det som om, at mange forventer af sig selv, at de kan springe hvileperioden over eller at de skal være ”den samme” hele tiden.

Men det er vi ikke. For igennem ca. 35 af et kvindeliv har vi en menstruationscyklus. Igennem den månedlige cyklus svinger hormonniveauerne, bindevævets struktur forandres, vores kropstemperatur er forskellig og størrelsen på livmoderen ændres for nu at nævne nogle af de rent fysiske ændringer. 

Og man kan sige, at ligesom naturen har en cyklus, har vi kvinder en cyklus, der rummer fire indre årstider, hvor: 

  • Indre vinter er selve menstruationen
  • Indre forår er tiden efter blødningen er sluttet
  • Indre sommer er tiden omkring ægløsning
  • Indre efterår er tiden op til menstruation

Der er ikke sådan, at nogle af faserne er bedre end andre. Vi har bare forskellige talenter og potentielle udfordringer på forskellige tidspunkter.

Og vores erfaring er, at jo bedre vi bliver til at leve i harmoni med denne iboende kvindelige rytme, jo nemmere bliver det at leve et nærende liv.

For det er når vi ikke respekterer de cykliske skift og lytter til dem, at stress, ubalancer og fornemmelsen af ikke at have kontakt til dig selv opstår. 

Forestil dig, at din læge sagde, at du skulle ignorere døgnrytmen: ”Bare overhør din trang til at sove om natten, og bliv ved til du falder om”. Det ville have enorme fysiske og psykiske konsekvenser. I sin essens er det det, der sker, når vi som kvinder ignorer rytmen i vores menstruationscyklus. 

Vi anbefaler, at kvinder lærer deres cyklus bedre at kende og forstår kvaliteten af de indre årstider for på den måde at kunne bruge den som en vej til et nærende liv. Et liv uden gener eller ubehag i de i alt 12 år af et kvindeliv vi som kvinder gennemsnitligt tilbringer i den præmenstruelle og menstruelle fase.

Du kan læse mere om dette i vores bog "Dit hemmelige våben - guide til din kvindelige cyklus" her. 

Cyklus Cyklussundhed Femte vitale tegn Harmoniske hormoner Indre efterår Indre forår Indre sommer Indre vinter Kvinde kend din cyklus Kvinde kend din krop Kvindesundhed Menstruationscyklus Sund cyklus

Ældre indlæg Nyere indlæg